Kriminalitetsforsikring
Kriminalitetsforsikring dækker din virksomheds tab, der er en følge af kriminalitet begået af dine ansatte. Eller af hvem som helst, hvis du har den rette tilvalgsdækning.
Tyven er ansat
Kriminalitetsforsikringen dækker i situationer, hvor en eller flere ansatte har begået tyveriet, og hvor virksomheden er bekendt med, hvem af de ansatte det er. Vælger du at udvide forsikringen med den rette tillægsdækning, dækker den også, selvom du ikke kender den ansatte tyvs identitet. Det kræver blot, at politiet kan sandsynliggøre eller bevise, at det er en ansat, der står bag.
Andre tillægsdækninger til kriminalitetsforsikringen
Du kan desuden udvide din kriminalitetsforsikring med følgende tillægsdækninger:
- Computervirus og datasabotage
- Kriminalitet begået under transport
- Driftstab
Computervirus og datasabotage
Computervirus og datasabotage dækker tab som følge af angreb rettet mod virksomhedens elektroniske systemer, uanset hvem gerningsmanden er.
Kriminalitet begået under transport
Kriminalitet begået under transport dækker, når der sker et tab i forbindelse med en aftalt transport af virksomhedens ting fra virksomheden til den aftalte modtager. Tabet skal være en direkte konsekvens af den ansattes kriminelle handling, og det skal være din virksomhed, der har arrangeret transporten.
Driftstab
Den sidste tillægsdækning dækker driftstab i 90 dage i træk, når tabet er en følge af kriminalitet omfattet af forsikringen. Dagene skal være sammenhængende. De begynder den dag, hvor din virksomhed konstaterer tabet.
Dækningssummen er valgfri
Forsikringens dækningssum er valgfri og afhænger af din virksomheds behov. Sædvanligvis tilbyder vi en dækningssum på mellem 1 mio. kr. og 10 mio., men vi kan også tilbyde en højere sum.






