Ved at fortsætte accepterer du cookies (inkl. tredjepart), som vi bruger til statistik og markedsføring - læs mere.
×

Når du bliver skilt eller separeret

Skilsmisse eller separation medfører mange større ændringer i dit liv. Her får du overblik over de praktiske ting, der har med dine forsikringer og din pension at gøre.

Pension og forsikring ved skilsmisse og separation

Det er som regel en god idé at tale med din bank eller dit forsikrings- og pensionsselskab, når du skal skilles eller separeres. Her får du en kort guide til noget af det praktiske, du skal vide:

  • Som udgangspunkt skal ”rimelige” pensionsaftaler ikke deles – der er dog undtagelser, fx for hjemmegående, som du kan læse mere om her på siden
  • Tjek, om din ægtefælle står som ”begunstiget” på din pensionsaftale og dermed får udbetaling, hvis du dør
  • Indboforsikring: Hvem skal overtage den eksisterende, og hvem skal have en ny?
  • Skal I begge stadig stå som brugere af bilen, eller skal oplysningerne ændres? 
  • Er der nogen forsikringer, du ikke længere behøver, eller har du behov for nye?

Det siger loven om deling af pensioner

Når I skal skilles eller separeres, skal I som udgangspunkt ikke dele jeres pensionsaftaler. I beholder hver jeres, medmindre de er ”ikke-rimelige”. Det er skifteretten, der foretager denne vurdering – vi anbefaler, at I får hver jeres advokat til at rådgive jer.

Rimelige pensionsaftaler

  • Pensionsaftaler oprettet på baggrund af en overenskomst eller fastlagt via en firmaaftale
  • Private ordninger, der svarer til en normal arbejdsmarkedspension eller firmapension (her ser man bl.a. på uddannelse, anciennitet og alder)
  • Er du selvstændigt erhvervsdrivende, bliver rimeligheden vurderet ud fra din virksomheds økonomiske forhold
  • Udbetalte kapitalpensioner og supplerende engangsydelser, der ikke er brugt, skal ikke deles

Ikke-rimelige pensionsaftaler

  • Pensioner, der svarer til ekstra opsparing, fx supplerende indskud på en firmapension

 

Hvis I har været gift i under fem år

Har I været gift i mindre end fem år, kan jeres pensioner holdes uden for en bodeling – også de ikke-rimelige pensioner. Der bliver som udgangspunkt ikke taget hensyn til samliv før ægteskabet.

Hvis en af jer har foretaget ualmindeligt store indbetalinger til sin pensionsaftale, kan den anden ægtefælle være berettiget til et ’misbrugskrav’. 

Kompensation for hjemmegående, nedsat tid osv.

Selvom en pensionsaftale er rimelig, kan en ægtefælle være berettiget til en kompensation fra den anden. Læs om reglerne herunder.

Har du eller din ægtefælle under ægteskabet opsparet mindre, end hvad der er rimeligt, fordi en af jer har været væk fra arbejdsmarkedet, kan den anden blive pålagt at betale et beløb. Det er dog en betingelse, at fraværet skyldes barselsorlov, børnepasningsorlov, udstationering eller hjemmegående/nedsat tid af hensyn til den anden ægtefælle eller familien.

Der tages ikke hensyn til fravær af andre årsager som fx sygdom eller arbejdsløshed. 

Rimelighedskompensationen skal sikre, at ingen af jer efter et længerevarende ægteskab bliver stillet urimeligt pensionsmæssigt, hvis en af jer slet ingen pensionsordning har eller kun har en beskeden pensionsordning.

Betingelserne for en kompensation er, at I har været gift i mindst 15 år, og at der er stor forskel på størrelsen af jeres pensionsordninger.

Kompensationen bliver fastsat skønsmæssigt. 

Beløb, som du eller din ægtefælle skal betale til den anden som fællesskabskompensation eller rimelighedskompensation, skal som udgangspunkt betales kontant.

Få flere gode råd hos Danske Bank

Vil du vide mere om bodeling og din økonomi efter en skilsmisse, kan du læse mere på Danske Banks hjemmeside.

Se Danske Banks tema om skilsmisse